Vedtægter for Grundejerforeningen Katrinedal
Vedtægter som PDF
§ 1 Foreningen
Foreningens navn er „Grundejerforeningen Katrinedal“, dens hjemsted er Københavns kommune, og dens formål er at varetage medlemmernes interesser i alle fælles anliggender, herunder at vedligeholde veje, disses afløb og de 2 fælles anlæg, som er underlagt foreningen.
§ 2 Medlemskab
Stk. 1. Ret og pligt til at være medlemmer har de til enhver tid værende ejere af grunde udlagt til bebyggelse fra oprindeligt matr. nr. 11 a Vanløse.
Disse grunde findes angivet på den ved foreningens stiftelse fremlagte udstykningsplan, og endvidere andre, der som følge af tinglyst deklaration på deres grund er indgået eller indgår i grundejerforeningen.
Stk. 2. Ejes en grund af et selskab, en forening, en stiftelse eller lignende, er denne juridiske person medlem af grundejerforeningen og kan skriftligt udpege en myndig person til at repræsentere sig.
Stk. 3. Nyt medlemskab af foreningen indtræder ved ejerskifte, og nye ejere overtager samtidig de på ejendommen hvilende byrder og rettigheder i forhold til grundejerforeningen.
Udtrædende medlemmer har intet krav på tilbagebetaling af kontingent eller nogen andel i foreningens formue.
Stk. 4. Foreningsmeddelelser sendes til medlemmerne elektronisk eller til den opgivne adresse. Bopælsændringer og ejerskifte skal anmeldes til kassereren senest 14 dage efter ikrafttræden.
§ 3 Kontingent
Stk. 1. Til opfyldelse af foreningens formål pålignes hvert medlem et kontingent, hvis beløbsstørrelse fastsættes af generalforsamlingen.
Stk. 2. Kontingentet opkræves 1 gang årligt med sidste rettidige betalingsdato den 1. april. Overskrides betalingsterminen, fremsendes ny opkrævning tillagt et påkravsgebyr. Er berigtigelse derefter ikke sket inden 14 dage, overgives beløbet til inkasso.
Stk. 3. Grundejerforeningen anviser en betalingsmetode. Såfremt en anden løsning ønskes, sker det mod et gebyr, som fastsættes af bestyrelsen.
§ 4 Vejbidrag
Stk. 1. Hvert medlem betaler et vejbidrag pr. bolig- eller erhvervsenhed på grunden. Vejbidraget fastsættes således at indtægter og udgifter balancerer.
Stk. 2. Grundejere, der ikke er medlem af foreningen og som har udkørsel til foreningens veje, og som gennem klausul i byggetilladelse eller lignende har pligt til at betale vejbidrag til foreningen. Der betaler et vejbidrag pr. bolig- eller erhvervsenhed på grunden.
Stk. 3. Omfatter grundens bebyggelse udover lejligheder, erhvervslokaler eller anden form for lokaler (butik, værksted, kontor, liberalt erhverv el. lignende), betales 1 vejbidrag pr. enhed.
Stk. 4. Foreningen kan udelukkende bruge vejbidrag til vedligeholdelse af veje, fortove og vejafløbsbrønde. Der holdes særskilt regnskab for vejbidrag til foreningen.
Stk. 5. Vejbidrag kan opkræves samtidig med kontingentet fra Grundejerne. Der skal betales rykkergebyr ved for sen betaling.
Stk. 6. Grundejere der modtager påbud fra vejmyndigheden/Københavns Kommune om udbedring af vej eller fortov skal straks videresende påbuddet til Grundejerforeningen. Hvis påbudsfristen i et modtaget påbud udløber inden Grundejerforeningen varsles om påbuddet kan grundejer blive forpligtet til selv at betale omkostningerne til udbedring.
Stk. 7. Grundejerforeningen anviser en betalingsmetode. Såfremt en anden løsning ønskes, sker det mod et gebyr, som fastsættes af bestyrelsen.
§ 5 Ordensforskrifter
Grundejerne er i henhold til Lov om private fællesveje og Lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje pålagt bl.a. at renholde fortov og halvdelen af kørebanen.
Grundejere, der har træer, hække eller buske voksende ud over fortov, skal holde disse således beskåret, at de ikke generer færdslen eller gadebelysningen. Undladelse af at opfylde de i denne paragraf omhandlede pligter giver foreningen ret til at lade det pågældende arbejde udføre for grundejers regning efter udsendt varsel.
§ 6 Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i året første kvartal og indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsorden.
Stk. 2. Samtidig med indkaldelsen offentliggøres bestyrelsens beretning, det reviderede årsregnskab, forslag til budget, herunder kontingentets og vejbidragets størrelse for det kommende regnskabsår på foreningens hjemmeside.
Stk. 3. Ethvert medlem har ret til at få rettidigt indgivne forslag behandlet på generalforsamlingen. Senest 2 uger før generalforsamlingen kan medlemmerne indsende forslag , som ønskes behandlet på generalforsamlingen. Bestyrelsen offentliggør så hurtigt som muligt de rettidigt indkomne forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Stk. 4. Dagsorden for ordinær generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning ved forpersonen
3. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab
4. Forslag til budget, herunder kontingent og vejbidrag
5. Indkomne forslag
6. Valg af forperson/kasserer, bestyrelse, revisorer og suppleanter
7. Eventuelt
Stk. 5. Den valgte dirigent afgør generalforsamlingens lovlighed, leder denne og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen, idet beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal. Afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre mindst 10 medlemmer på generalforsamlingen kræver skriftlig afstemning.
Stk. 6. Foreningens medlemmer har kun adgang til generalforsamlingen mod forevisning af indkaldelsen, og medlemmer, der er ude af stand til at give møde på generalforsamlingen, kan udøve deres stemmeret ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Hvert medlem har en stemme.
Stk. 7. Kun 1 person pr. medlem er valgbar. En repræsentant jævnfør §2 stk. 2 er valgbar.
Stk. 8. Der udarbejdes et kort beslutningsreferat af forhandlingerne på generalforsamlingen. Det underskrives af dirigent og forperson og offentliggøres på foreningens hjemmeside.
Stk. 9. Generalforsamling og ekstra ordinær generalforsamling kan afholdes fysisk eller elektronisk efter hvad bestyrelsen finder mest formålstjenstligt.
§ 7 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når en tidligere generalforsamling har besluttet det, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når det til behandling af et angivet emne skriftligt begæres af mindst 20 medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling skal i disse tilfælde afholdes senest 6 uger efter begæringens fremsættelse. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, sammen med offentliggørelse af det eller de forslag, der har givet anledning til afholdelsen.
§ 8 Lovændringer
Stk. 1. Til ændring af disse love kræves det, at mindst 1/3 af foreningens stemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget på en generalforsamling.
Stk. 2. Hvis 1/3 af samtlige stemmer ikke er repræsenteret, men forslaget opnår tilslutning fra mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer, afholdes ekstraordinær generalforsamling (jævnfør §7), og på denne kan forslaget, uanset antallet af repræsenterede stemmer, vedtages med 2/3 stemmeflerhed.
§ 9 Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningens ledelse varetages af den på generalforsamlingen valgte bestyrelse, og består af forperson, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer.
Alle vælges for 2 år ad gangen, og genvalg kan finde sted. Forperson og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges de lige år, kasserer og 1 bestyrelsesmedlem i ulige år. Desuden vælges 2 suppleanter, der ved vakance indtræder enten i bestyrelsen eller som revisorer. Suppleanter er på valg hvert år.
Stk. 2. Godtgørelse til bestyrelsens medlemmer foreslås af bestyrelsen ved angivelse i budgettet.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når forpersonen og 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Medlemmer af bestyrelsen indkalder til bestyrelsesmøde, når der findes anledning dertil. Afgørelser inden for bestyrelsen træffes ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør forpersonens stemme udslaget. Den af bestyrelsen valgte referent udarbejder et kort beslutningsreferat, som offentliggøres på foreningens hjemmeside.
Stk. 4. Foreningen forpligtes ved underskrift af forpersonen sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan uddele fuldmagt til kassereren til at disponere over bankkonti og fastsætter det maksimale beløb, som kassereren kan disponere over. Udbetalinger ud over det fastsatte beløb kræver et bestyrelsesmedlems påtegning.
§ 10 Årsregnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet, der består af resultatopgørelse og balance, skal være afsluttet og tilstillet revisorerne og bestyrelsen inde generalforsamlingen.
Det underskrives af kassereren og påtegnes af revisorerne så betids, at det offentliggøres sammen med indkaldelsen til ordinær generalforsamling.
Stk. 2. Revisorerne har adgang til at efterse alle regnskabsbøger, bilag og beholdninger og kan fordre enhver oplysning, som de finder af betydning for deres hverv. De kan uanmeldt i årets løb foretage eftersyn og kontrol af regnskaberne.
Stk. 3. Foreningen har 2 revisorer, der vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen, genvalg kan finde sted.
§ 11 Ikrafttræden
Disse vedtægter træder i kraft den 01.05.2022, og fra samme dato ophæves foreningens hidtidige love.
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling, den 24.03.2022.